Titel: "Gone with the Wind"Forfatter: Margaret Mitchell
Udgivet: 1936
Orginalsprog: Engelsk
Sidetal: 1037
Rating: 5/5 stjerner
Jeg vil gerne starte den her anmeldelse med en indrømmelse: Jeg har aldrig nogensinde set den film som alle andre ellers har set. Jeg har aldrig nogensinde set filmversionen af "Gone with the Wind", og jeg anede faktisk ikke hvad historien om de to ikoniske karakterer, Scarlett O'Hara og Rhett Butler, handlede om. Indtil for nylig.
"Gone with the Wind" er en historisk roman, som er skrevet i 1937, men omhandler en historie der finder sted i 1860'erne under den Amerikanske Borgerkrig. Romanen tager sit udgangspunkt i den unge kvinde, Scarlett O'Hara fra Georgia, og den her kvinde er egentlig alt det som hendes navn taler for; køn og forfængelig, forførende og manipulerende, selvcentreret og stædig.
Vi følger hendes færden lige fra at man kan høre hendes omgangskreds - altså Georgias befolkning, som naturligvis er en del Amerikas Konfødererede Stater - råbe højt i stoltheden om at skulle bekrige deres modstandere, Unionen, hvis det ville blive nødvendigt, til at krigen mellem de omtalte parter rent faktisk er blevet udkæmpet og alle omkring Scarlett sidder med tab og sorg de end ikke kan udtrykke i ord, og har mistet alt hvad der ikke var meningen skulle være blevet tabt. Midt i al denne krig og kaos finder man Scarlett O'Hara, en kvinde med et lynende blik og en uovervindelig viljestyrke, som med sin imponerende praktikalitet og skruppelløse tilgang, bliver lysglimtet i mørket og styrken i hjertet. Og dog. For Scarletts styrker viser sig netop også at være hendes svagheder.
"You were too full of living and too real and I was cowardly enough to prefer shadows and dreams."
Jeg tror, at det her er den længste bog, jeg har læst til dato. Men trods romanens intimiderende omfang bestående af 1037 sider, er den faktisk temmelig letlæselig og man skøjter sig ret hurtigt igennem den. Den historiske kontekst er nem at sætte sig ind i, og Margaret Mitchell væver sin læser ind i de nødvendige detaljer for at kunne forstå og følge med i historien, uden at dvæle for meget ved det som ikke angår bogens plot eller hovedpersoner synderligt.
Mitchell skriver simpelt og ukompliceret, følelsesfuldt og ægte. Og "ægte" er netop ordet for den her læseoplevelse; for skulle jeg beskrive "Gone with the Wind" med ét ord, så ville det være at den er ægte. For "Gone with the Wind" er smertefuldt ægte; så realistisk og virkelighedsnær, at den ligefrem kan være provokerende. Historien er gennemsyret af forskelsbehandling og dobbeltmorale, ignorance og intolerance. Og trods historiens udgangspunkt, kan det nogen gange være svært at forholde sig til. Selvom det er det hele værd i sidste ende.
For "Gone with the Wind" er også en historie om krig og elendighed, død og ødelæggelse. En historie om at miste sine kære, og ikke kende til sine venners skæbne. Men det er også en historie om hvordan man kan gå fra at have alt til intet at have, en historie om at vende hjem uden dog at finde sit hjem og ikke mindst en historie om længslen efter de gode gamle dage, de lykkeligere og mere bekymringsløse dage, dage der aldrig kan vendes tilbage til; dage som netop er borte med blæsten.
For mig, var "Gone with the Wind", mest af alt, en historie om et hjem. Om at have et hjem, om at miste et hjem, om at finde et hjem og om at skabe sit eget hjem. Scarletts kærlighed for Tara og længsel efter Tara var nok det som rørte mit hjerte mest. Og også det som knuste det i tusinde stykker.
For mig, var "Gone with the Wind", mest af alt, en historie om et hjem. Om at have et hjem, om at miste et hjem, om at finde et hjem og om at skabe sit eget hjem. Scarletts kærlighed for Tara og længsel efter Tara var nok det som rørte mit hjerte mest. Og også det som knuste det i tusinde stykker.
"I am afraid of facing life without the slow beauty of our old world that is gone."
Der var ingen særlig karakter jeg holdte af i den her bog, men heller ingen særlig karakter som jeg ikke brød mig om. For enhver karakter i den her historie er ægte, og man kan se lidt af sig selv i enhver af dem; Scarletts evige kærlighed og længsel for sit hjem, Rhetts tilsyneladende ligegyldige attitude der i virkeligheden skjuler et varmt og kærligt hjerte, Melanies urokkelige loyalitet og hengivenhed over for sine nærmeste og ikke mindst Ashleys døsige blik der stadig lever i en fjern og for længst tabt fortid. Og nu da jeg har bragt Ashley Wilkes på banen, så har jeg lagt mærke til, at han er en af de mest forhadte karakterer i "Gone with the Wind" (eller er det måske bare mig?). Og det er måske egentlig forståeligt nok. Og så alligevel ikke. Alle de citater jeg har indsat i min anmeldelse af romanen - og dermed altså også mine yndlings citater fra bogen - er enten citater omhandlende Ashley eller citater taget direkte taget ud af munden på ham. Så hvem ved, måske er jeg også selv "lidt af en Ashley"? En person der fortaber mig i smukke drømme og ønsker at leve i fredfyldte illusioner til mine dages ende? I hvert fald kan jeg ikke få mig selv til at hade ham, for trods Ashley's fejl, er han stadig så menneskelig på så mange punkter; han er en person der blev revet ud af sin drømmeverden på groveste vis, og forsøgte at vende tilbage til de skønne dage ved at klynke sig til Scarlett, Scarlett som er billedet af hans bedre verden.
Han er som et barn, der opdager, at han egentlig ikke er noget barn længere. Og det kan jeg, i sidste ende, ikke andet end at tilgive ham for. Derfor er han den karakter jeg nok vil huske bedst. Han er en karakter som vil sidde fast i mig lang tid endnu.
"For Ashley was born of a line of men who used their leisure for thinking, not doing, for spinning brightly colored dreams that had in them no touch of reality. He moved in an inner world that was more beautiful than Georgia and came back with reluctance. He looked on people, and he neither liked nor disliked them. He looked on life and was neither heartened nor saddened. He accepted the universe and his place in it for what they were and, shrugging, turned to his music and books and his better world."
